At give sig tid

Meget går hurtigt i dag, og vi kender alle til travlhedens tyranni.

Med projektet her vil vi i stedet give mulighed for et rum til fordybelse, rum til glæden over at skabe noget smukt og rum til langsomhed.

Vi vil med andre ord brodere, samtidig med at vi fordyber os i ord, som har vægt.

“Brodér en linje fra din yndlingssalme” skal give os alle mulighed for at skabe et personligt og visuelt udtryk af en sætning, som har en særlig betydning for den enkelte.

Vi ønsker, at fremme glæden ved at fremstille noget med sine hænder, der skal indgå i en større sammenhæng, og give mulighed for at opleve et fællesskab om vores mest afholdte salmer på tværs af hele landet.

 

Som vor kloge dronning sagde i sin nytårstale i 2017:

“Jeg vil her i aften komme med min lille opfordring til, at vi sommetider gør noget andet end det, vi plejer. Noget, der ligger uden for dagligdagens praktiske gøremål.

Prøv at gøre noget, der ikke er nødvendigt, noget der ikke er behov for, noget unyttigt!

Det vil ikke være det samme for alle. Nogle vil helst gå en tur i skoven eller langs stranden. Andre foretrækker at lytte til musik eller at se en tv-serie. Selv vil jeg helst have noget mellem hænderne, – et sytøj, en skitseblok; noget med farver.

Jeg tror, det er vigtigt med oplevelser, der taler til vores sanser, noget, der befrugter vores fantasi, som nærer tanken, og som kan gøre vores verden større.

Det er slet ikke så unyttigt endda”

 

Også Lukas fortæller i sit evangelium om det at give sig tid og fordybe sig:

Mens de var på vandring, kom Jesus engang ind i en landsby, og en kvinde ved navn Martha tog imod ham. Hun havde en søster, som hed Maria; hun satte sig ved Herrens fødder og lyttede til hans ord. Men Martha var travlt optaget af at sørge for ham. Hun kom hen og sagde: »Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig.« Men Herren svarede hende: »Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.«

(luk.10,38-42)

 

At brodere er i sin grund unødvendigt. Det er ikke en brugsting. Men det taler til vores sanser, giver tid til fordybelse og eftertanke. Det er også at vælge “den gode del” og den skal ikke tages fra nogen, men gerne deles med andre.